Under 10 års borgerligt styre kunne Enhedslisten kigge rigtigt langt efter omtale i medierne. Kun i de aller tidligste morgentimer eller sene aftentimer på tv-kanalerne eller som legitimering af bredden i en politisk rundspørge i aviserne eller på webben fandt deres meninger frem til spalterne. Hvis det da ikke lige skulle være for en historie om ballade om en folketingskandidat med ekstreme holdninger eller historien om nyvalget af en ung kvinde med tv-power som frontfigur. End ikke de radikale i midten af dansk politik kunne regne med særlig opmærksomhed, før de pludselig blev en del af den tidligere regerings tilbagetrækningsreform.
Dengang før valget den 15. oktober kunne man til gengæld ikke åbne en tv- eller radiokanal eller en avis uden at Dansk Folkeparti og Pia Kjærsgaard, Thulesen Dahl eller Peter Skaarup var der. Nu er historien lige omvendt.
Magtens kabale, som går ud på at tælle til 90 mandater, har sin nådesløse indvirkning på mediernes fokus og interesse for de politiske partier. Det handler om at kunne tælle til 90 og et flertal i Folketinget. De partier, som har en indflydelse på om kabalen går op får tv- og taletid. Dem, der ikke har, bliver fyldstof og rykker uden for magtens cirkel. Så enkelt og så brutalt er det. Det gælder om at søge indflydelse og bøje værdierne og ideologierne efter den.
Derfor flyttede Anders Fogh Rasmussen Venstre ind mod midten, for at få frataget socialdemokraterne magten for ti år siden, og derfor skabte han samtidig alliancen med Dansk Folkeparti. Derfor flyttede Helle Thorning Schmidt Socialdemokraterne ind samarbejdet med SF og skabte alliancen med de radikale.
Når kritikken i denne weekend fra både Ritt Bjerregaard og DSU formand Hummelgaard lyder, at S ikke har nogen profil og noget budskab til nye vælgere, så er det en fuldkommen pendant til kritikken mod Fogh i sin tid for at have svigtet de liberale grundholdninger til fordel for at vinde magten og statsministerposten.
Når den tydelige træthed efter en lang regeringsperiode og en opslidende valgkamp er ude af kroppen hos de borgerlige, så må man håbe, at de genvinder lysten til at udfordre regeringen med nye ideer og nye initiativer, selv om det bliver svært at trænge igennem mediemuren rundt om magtens cirkel.
Selv om Venstre lige nu synes at gå frem i meningsmålingerne uden at gøre noget som helst, så er det næppe en holdbar opskrift de næste fire år. Regeringen har fået en rigtig dårlig start for i hvert fald S og SF. Men heller ikke den situation kan de borgerlige satse på holder ved. Man må formode, at Helle Thorning Schmidt og hendes hold med øvelsen bliver dygtigere til at få samarbejdet internt i regeringen til at fungere og får justeret på historiefortællingen fra løftebrud til en ny politisk kurs. En kurs hvor Pia Kjærsgaard ikke længere bestemmer, hvad der er dansk og hvad der er rigtigt, som Helle Thorning Schmidt formulerede det på Socialdemokraternes kongres lørdag, som hun brugte til peptalk til baglandet om forskellen på VKO-flertallet og SRSF-flertallet.
I medierne har vi brug for at overveje grundigt, om den politiske debat også i den nye valgperiode kun skal foregå inden for magtens cirkel som i den foregående valgperiode. Det er ikke sundt for et demokrati, som lever og gror af at meninger og ideer brydes.
